Uanset om du flyver i forbindelse med arbejdet eller i fritiden, behøver du ikke bekymre dig over lufthavnens security og dit høreimplantat. Her er vores bedste tips, som kan hjælpe dig.
Tjek reglerne vedrørende batterier
- Flyselskaber kan have strenge regler angående at medtage litium-ion-batterier på passagerfly. Kontakt flyselskabet, inden du skal rejse for at tjekke deres retningslinjer, og om du kan medbringe dem i håndbagagen eller i den indtjekkede bagage.
- Hvis det er muligt og kan lade sig gøre for din processor, anbefaler vi, at du rejser med ekstra luft-zink-batterier og en batteriholder, hvis du skulle få brug for dem.
Vis dit patientidentifikationskort til sikkerhedspersonalet
- Hvis du har et Nucleus® Cochlear™ Implant eller Osia® System, skal du vise sikkerhedspersonalet dit patientidentifikationskort og forklare, at du har medicinsk udstyr implanteret for at kunne høre. Forklar, at lydprocessoren er et høreapparat, du skal bruge sammen med det implanterede medicinske udstyr.
- Medbring dit MR-kort, hvis du bruger Cochlear Baha® System. Du kan vise dette til sikkerhedspersonalet, hvis de har spørgsmål vedrørende din lydprocessor, da det også indeholder oplysninger om sikkerhedskontroller.
Gå gennem lufthavnens security
- Det er ikke nødvendigt at tage din Cochlear Nucleus eller Osia lydprocessor af under sikkerhedskontrollen. Du kan gå gennem metaldetektoren eller en helkropsscanner med tændt lydprocessor. Det kan dog være smart at tage din lydprocessor af, så du undgår mulige summende lyde.
- For brugere af Baha vil det i de fleste tilfælde ikke være nødvendigt at tage lydprocessoren af for at gå gennem metal- eller sikkerhedsdetektorerne. Hvis du har et Baha Connect System, kan det være smart at tage din Baha lydprocessor af for at undgå alarmen fra metaldetektorerne i lufthavnens sikkerhedskontrol. Hvis du bruger en Baha Start løsning eller Baha Attract System, kan du beholde din lydprocessor på.
Bare tag det roligt, hvis personalet finder det nødvendigt at visitere eller scanne dig
- Du skal ikke være bekymret, hvis du skal tjekkes yderligere, herunder en kropsvisitation eller kontrol af dit apparat. Dette kan ske, når du er gået gennem metaldetektoren eller en avanceret scanner.
- En håndholdt metaldetektor vil ikke beskadige dit cochlear-implant eller benledningsimplantat, men den vil bippe, når den passerer din lydprocessor.
Opbevar din ekstra lydprocessor i din håndbagage
- Hvis du har en ekstra lydprocessor, skal du slukke den og opbevare den i et etui i din håndbagage. Håndbagagen kan placeres på transportbåndet ved lufthavnens security.
- Placer aldrig din lydprocessor direkte på et transportbånd. Der kan genereres statisk elektricitet på overfladen, som kan beskadige lydprocessoren.
- Der anvendes røntgenstråler på et lavt niveau til at gennemlyse håndbagage. Dette bør ikke beskadige din lydprocessor eller MAP/programmet.
- Anbring aldrig din lydprocessor i indtjekket bagage. Indtjekket bagage gennemlyses med røntgenstråler på et højt niveau, hvilket kan beskadige apparatet.