Selv om disse to unge kvinder med hørenedsættelse har haft vidt forskellige oplevelser med deres handicap, har de én ting til fælles: De er begge vilde med kreativ kunst.
“Jeg elsker bare kunst og kreativitet,” siger 19-årige Tallula Bourne, som bor i nærheden af Byron Bay på nordkysten af New South Wales. “Her får jeg virkelig mulighed for at flytte grænser og udvikle mig.”
I gymnasietiden fik Tallula rig lejlighed til at følge sin kreative muse via en linje med fokus på drama, dans, musik og fotokunst. Som én blandt omkring 4.000 regionale elever blev hun udvalgt til et prestigefuldt stipendiat fra Shakespearean Theatre Company, og hun har optrådt i adskillige lokale cabaretforestillinger og ved musikfestivaler, både som solokunstner og medlem af et såkaldt Auslan-tegnsprogskor (Australian Sign Language-tegnsprogskor).
I dag er hun medlem af Sprung Integrated Dance Theatre – en lokal almennyttig organisation, der tilbyder danse- og teaterworkshops for handicappede – og i ferierne tager hun rundt og danser, spiller og synger på lokale markeder.
Som afgangsprojekt til sit fotokunsthold lavede hun en kortfilm med titlen “Silence and Sound” (Stilhed og lyd) om sin tilværelse med hørenedsættelse, lige fra skoletiden til de optrædender, hun tager rundt og underholder med nu.
“Mit mål var at vise folk, hvordan de skal forholde sig til mig [som døv], og at oplyse lokalbefolkningen om mit handicap,” fortæller hun.
Selv om Tallula nogle gange har følt sig isoleret på grund af sin hørenedsættelse, har hendes oplevelser i skoletiden givet hende en positiv tilgang til tilværelsen. For Nese Sirikis (se billedet oven for artiklen) var opvæksten og skoletiden i en af Sydneys vestlige forstæder derimod en stor udfordring. Hun blev udsat for mobning, og da hun blev ældre, gjorde det hende deprimeret og usikker.
“Jeg blev mobbet af de andre piger, fordi jeg var anderledes, og jeg følte mig meget isoleret og ensom,” fortæller Nese, der fik sit første implantat som toårig og derefter et som femårig.
I gymnasiet valgte hun kunst som linjefag, og ligesom Tallula har hun brugt sine kreative evner til at fortælle sin historie.
“Jeg lavede tre kunstværker for at illustrere mine oplevelser med Cochlear implantater og tilværelsen som døv,” siger Nese. Med inspiration fra den abstrakte ekspressionisme, som den amerikanske maler Jackson Pollock var eksponent for, valgte hun at bruge kunsten som et middel til at formidle såvel de positive som de negative aspekter ved sin hørenedsættelse.
Det resulterede i et imponerende triptykon, som illustrerer de lyde, hun hører. I det første panel, som har titlen Explosion (Eksplosion), har hun brugt farverne rød, gul og hvid til at illustrere de henholdsvis lave og høje lyde, hun hører, når hun benytter begge lydprocessorer.
Det midterste panel, Halfway (Halvvejs), er farvet i den ene side og sort og hvidt i den anden som illustration af den stilhed, hun oplever i den ene side, når hun kun benytter én lydprocessor.
I det sidste panel, Silence (Stilhed), har hun brugt farverne sort, blå og grå til at illustrere en verden helt uden lyde.
Hun har også malet et meget gribende selvportræt. Hun har malet sig selv i profil med den Cochlear™ Nucleus® 6-lydprocessor, hun benyttede tidligere, mod en marmorgrå baggrund, der symboliserer depression, og en gul “hjerterytmelinje”, der symboliserer hendes angst og usikkerhed.
“Det var et forsøg på at illustrere den mobning, jeg har været udsat for,” forklarer hun.
Derudover har Nese lavet en meget detaljeret skulptur af alle sine cochlear-processorer, lige fra den første Nucleus 24 til de Kanso®-lydprocessorer, hun fik sidste år og stadig bruger.
Ved at bruge kunsten til at udtrykke sine følelser og oplevelser har Nese fået større selvtillid og selvværd: “Det har givet mig en identitet og en mulighed for at skille mig ud fra mængden.”
Det samme gælder Tallula, som i sin kortfilm siger følgende: “Jeg lever med både stilhed og lyde, og det har gjort min tilværelse mere indholdsrig.”
