Forældre udfordres hele tiden i bestræbelserne på at hjælpe deres børn gennem nye oplevelser og i nye omgivelser. For mange omfatter dette flytning eller skift af skole.
Franzi, mor til to drenge, tog chancen og flyttede med sin familie fra Frankrig for at begynde et nyt liv i Australien. Det betød et nyt land, en ny skole og et andet sprog.
“Hvis du virkelig ønsker noget i livet, så er det også muligt,” siger Franzi, og tilføjer, at hun og hendes søn er begyndt at leve livet efter dette mantra.
Franzi vidste, at hun var nødt til at lægge planer, så hendes sønner kunne tilpasse sig, særligt Kian som var 11 år gammel og har bilateral cochlear-implant. Her kan du læse, hvad Franzi oplevede.
Overgang til nyt sprog
For at Kian gradvist kunne lære et nyt sprog meldte Franzi ham ind i en fransk international skole i Sydney. En så lille sprogbarriere som muligt skulle hjælpe ham med ikke at komme bagefter og dermed gøre overgangen lettere.
Søg vejledning på forhånd
Det var helt afgørende at have tæt kontakt med Kians støttelærer i Frankrig. Kians nye skole fik vejledning og gode råd, så de kunne sikre en nem overgang. Dette omfattede specifikke oplysninger om hjælp til Kian i klasselokalet, f.eks. siddeplads, brug af Cochlear™ Wireless Mini Microphone 2 (Mini-mikrofon) og udlevering af undervisningsplanen på forhånd.
Deltagelse i fritidsaktiviteter
Fritidsaktiviteter er virkelig en god ting for børn med hørenedsættelse. Det er noget, man kan have glæde ved uden for klasselokalet og en mulighed for nye sociale interaktioner og venskaber. Med sit nye liv i Australien ønskede Kian at lære at surfe.
Franzi og underviseren “gennemgik en plan for, hvordan det kunne sikres, at Kian kunne høre anvisningerne på sandet først, derefter tage lydprocessorerne af og give dem til underviseren for sikker opbevaring, inden han gik i gang med at surfe. Han kan ikke lide at have dem på i vandet. Han foretrækker, at der er stille i stedet for at høre lyden af bølger.”
At blive en del af et fodboldhold har været en anden transformativ oplevelse for Kian. Selvom han ikke kunne tale så meget engelsk, så var han et fodboldtalent, og på samme tid udviklede han sine sprogfærdigheder.
“Jeg er så stolt af ham. Han går helt selv derhen med sin rygsæk og fodboldstøvler. Han har fået venner på holdet,” forklarer Franzi.
Udvikling af uafhængighed
Kian er faldet godt på plads få måneder efter flytningen. Han tager selv bussen til skole hver dag, får gode karakterer og er blevet udvalgt til et elite fodboldhold. Det har været meget vigtigt at forsøge at fremme denne uafhængighed, siger Franzi, som beundrer Kians positive attitude og konkurrencelyst.
Og hvad ønsker Kian at sige til andre? “Vær ikke bekymret eller bange. Jeg fik mange venner lige med det samme. Ingen har drillet mig på grund af mine implantater. De var bare nysgerrige og ville vide, hvordan de fungerede, så det forklarede jeg dem.”
