Der er musik overalt i verden omkring os. Den kan berige vores liv, men for dem, der har et cochlear-implantat, kræver det en investering af tid og energi. Som musiker forsikrede Richard implantatbrugerne om, at det er umagen værd.
“Da jeg lige havde fået mit Cochlear™ Implant,” sagde Richard, “lød musik som en væg af høj, rytmisk hvid støj. Og sang lød som en gruppe tegneserievæsler, der skændtes.”
For at illustrere sin oplevelse for publikum spillede han lyde på klaveret, der gav et indtryk af, hvordan uforståelig musik virkede på dette tidspunkt.
Richard forklarede, hvorfor man skal være forberedt på at genlære det, som man allerede ved. For eksempel vil selv akustiske musikinstrumenter lyde elektriske, fordi, når alt kommer til alt, så hører du nu via elektriske stimuli og ikke akustisk. Det kan medføre, at din hjerne har behov for igen at lære, hvordan lyde skal fortolkes.
Et andet eksempel, som Richard gav, var, at når vi hører en tone på et klaver, er det ikke en ren lyd; den består af en sammensætning af grundtoner og harmonitoner. Med et cochlear-implantat vil lyden af denne blanding være forskellig, så en tone, der er simpel for én med naturlig hørelse, bliver kompleks og svær at opfatte for en person med cochlear-implantat.
Disse eksempler er værd at nævne, fordi teknologien bag Cochlear Implant primært at udviklet til, at du igen får kontakt til mennesker omkring dig, så du igen kan få glæde af samtaler. Den er udviklet til at hjælpe dig med at høre tale.
Men musik er anderledes, du bruger forskellige dele af hjernen til at bearbejde musik, så musik og sang er meget krævende, når du hører med et cochlear-implantat. Tonehøjden er anderledes og rytmen er anderledes. Det er en helt ny udfordring.
Den enkeltes oplevelse er unik, men for Richard lød de lave toner mere naturligt end de høje toner. Han brugte dette som udgangspunkt til at genlære andre toner ved at spille skalaer, arpeggioer og oktavtrin igen og igen, mens han gradvist udvidede det interval af toner, som han kunne høre korrekt.
Richard forklarede: “Jeg fandt ud af, at nogle intervaller fra tone til tone var nemmere at høre end andre, og jeg brugte det som en hjælp til at lære, hvordan jeg kunne høre en fuld skala af toner igen.
Ligesom mange andre brugere af Cochlear Implant, så Richard frem til at kunne nyde nogle af sine gamle favoritmusikstykker igen. Men han blev skuffet, fordi det ikke lød sådan, som han huskede dem. Han fandt en ny metode, og snart kunne han nyde at lytte til ny musik, der blev spillet af hans gamle favoritkunstnere.
“Jeg opdagede ny musik, som jeg aldrig havde hørt før, men i en stilart, som jeg altid godt har kunnet lide.”
Richard opfordrer også andre (ikke kun brugere af cochlear-implantater!) til at lytte til musikken i vores omgivelser. Lyden af sko på grus, vinden der rasler i bladene, et raslende bundt nøgler – alt sammen er det en del af den orkestermusik, der spiller i vores omgivelser hver dag.
Richards smittende entusiasme og hans evne til at videregive sine personlige oplevelser var inspirerende for dem, der var med ved arrangementet, og der var en tydelig summen bagefter af brugere, der talte om deres egne oplevelser med at lytte til musik.
Essensen af Richards budskab var helt enkel. Musik vil aldrig komme til at lyde sådan, som du husker det, men mist ikke modet. Musikken lyder ganske vist anderledes nu, men hvordan lød den, da du havde høretab?
“Se dette som din mulighed for at få nye yndlingskunstnere og lære at finde musik der, hvor du ikke forventer det,” siger Richard. “Bølger, der ruller ind på en strand, en gren, der stille slår mod vinduet – der er musik overalt, hvis du lytter efter.”
Richard Reeds tips til at hjælpe dig med at finde vej ind i musikken:
- Klangfulde, komplekse lyde tager længere tid at lære, fordi de er sværere at forstå. Begynd med den enkle musik – en enkel melodi eller et lille antal instrumenter.
- Man skal kravle, før man kan gå. Tag fat i et instrument, find en skala af toner, som du kan lide at lytte til, og gå videre derfra.
- Du vil måske synes, at det er nemmere at lytte til velkendt musik end til nye musikstykker. I så fald skal du slappe af og nyde det – gradvist introducere musik, der ligner, og udvide dit katalog langsomt.
- Omvendt kan det også være svært at nyde velkendt musik, fordi den lyder anderledes. I så fald skal du begynde med en ny sang i samme stil, måske med den samme kunstner. Lær at elske nogle nye favoritter.
- Lær at elske musikken i hverdagslydene omkring dig. De lyder måske ikke som “musik” i gængs forstand, men det er en glæde at lære at høre og at sætte pris på musikaliteten i verden.