Da Dulcie “Loyal” Selleck var over 90, afviste hun forslaget om at få et cochlear-implantat for at forbedre sin hørelse med ordene “spild af tid og penge”, på grund af hendes høje alder.
“Jeg er sikkert død om et halvt år,” sagde hun til sin familie.
Men som 98-årig oplevede Loyal en fantastisk forvandling, da hun blev Australiens måske ældste bruger af Cochlear™ Implant.
Hendes kirurg, professor Stephen O’Leary, leder af øre-næse-hals afdelingen på University of Melbourne, sagde, at han tror, at Loyal er den ældste bruger, og hun er i hvert fald hans ældste patient.
Forleden kunne Loyal fejre sin 100 års fødselsdag, og hun kunne glæde sig endnu mere over al festivitassen til ære for hende, fordi hun kunne høre næsten hvert et ord, der blev sagt.
“Det er det bedste, der er sket,” sagde hun om sin evne til at høre verden omkring sig. “Det er dejligt at høre deres [familiens] stemmer. Jeg kan høre fuglene kvidre …. Det er dejligt at snakke med vennerne.”
Loyals fire børn og deres familier var blandt festens æresgæster, som også omfattede opfinderen af multi-kanals cochlear-implantatet, professor Graeme Clark.
Hendes yngste datter, Joy Murphy, husker sin mors modvilje mod at få et cochlear-implantat, som hun begrundede med, at i hendes alder var det spild af tid og penge.
Men da narkoselægen dr. Peter Seal bekræftede, at hun var i usædvanlig god form og kunne klare bedøvelsen, gik Loyal med til at løbe risikoen.
Joy sagde, at hun ønskede, at moren havde gjort det før.
Hun sagde, at hendes mor tager ud fem dage om ugen, mødes med venner to gange om ugen, nyder at spise chokolade, mens hun kører på sin motionscykel og elsker sine kryds-og-tværs’er, at læse og at spille banko.
Professor O’Leary sagde, at effekten af et implantat hos et ældre menneske er vidtrækkende: “Vi har forstået, hvor vigtigt det er at kunne holde kontakten med familien, da det giver store fordele.
Vi har været meget længere om at indse betydningen af implantater til ældre, men jeg synes, at værdien for familien, børnebørnene og oldebørnene – tilknytningen på tværs af generationer ikke kan undervurderes.
At se, hvordan familien nu kan interagere, har for mig vist, at det er det værd,” sagde han. “Det viser, at mennesker skal værdsættes i alle aldre. Vi ordner hofter på 98-årige, hvorfor ikke hørelsen.”
Loyal sagde, at før hun fik sit cochlear-implantat kunne hun ikke engang høre torden, hun kunne ikke kommunikere og prøvede at mundaflæse.
Sarah Sellect, som rejste med sin familie fra Saudi-Arabien til Australien til sin bedstemors store dag, husker, at hun fulgte med hende til hørespecialist for mange år siden.
“Hun fik et nyt høreapparat og havde fået nyt håb om, at det ville blive vidunderligt, og at kun ville kunne høre. At se skuffelsen stå malet i ansigtet på hende fik tårerne frem hos mig. Det var forfærdeligt. Hun skjuler det godt, men jeg kunne se, at hun var skuffet.”
Professor O’Leary opfordrer indtrængende folk til at få testet deres hørelse. “Det er en meget stor fejltagelse, hvis man ikke griber chancen og ser på mulighederne. Folk lærer noget nyt om sig selv og deres hørelse, og at de også kunne få gavn af et implantat.”
En lykkelig og afslappet Loyal, der er henrykt over at kunne bidrage til udbredelsen af cochlear-implantater, sagde: “Man er aldrig for gammel.”
Oldemoren, der var en kreativ syerske, samtidigt med at hun opdragede sine børn hjemme på gården, glæder sig i al beskedenhed over at blive 100 år, selvom hun føler sig som én på “omkring de 60”.
Og bare for en ordens skyld, så har hun fået navnet Loyal, fordi “Mor kendte en sød pige, der hed Loyal. Hun kunne ikke give mig navnet Loyal Dulcie (loyale Dulcie), så det blev til Dulcie Loyal.”
