Ménières sygdom og en infektion medførte, at Rob Beenders ikke blot mistede sin hørelse, men også balanceevnen. Hans CI har givet ham hørelsen igen, og uden den kunne han ikke have genvundet sin fysiske form. Rob, der nu arbejder hos Cochlear i Belgien, fortæller os, hvordan kombinationen af et CI og løbetræning har hjulpet ham med at komme til hægterne igen.
Jeg har været løber, siden jeg var 25, og før mit høretab løb jeg som regel 40-50 km om ugen. I 2016 var jeg ekstremt stolt over at have gennemført mit tredje maraton, og jeg havde allerede blikket rettet mod det fjerde. Men så tog Ménières sygdom og en infektion både min hørelse og min balanceevne fra mig.
Som alle med Ménières sygdom kan nikke genkendende til, så er tabet af balanceevnen lige så invaliderende som det at miste hørelsen. Det er ikke nogen overdrivelse, når jeg fortæller, at jeg næsten ikke kunne sætte den ene fod foran den anden. Når du så lægger den isolation, der følger med høretab, oveni, så er det ikke så mærkeligt, at mange mennesker vælger ikke at forlade deres trygge hjem. Men for mig kommer det bare ikke på tale. Løbetræning er ren terapi for mig, og der er især godt for mit mentale helbred.
Takket være et CI kom jeg i gang med at løbe igen
Det at få mit Cochlear™ Nucleus® 7-system i 2018 betød, at jeg var i stand til at høre verden omkring mig igen, og det hjalp mig til at føle mig tryg nok til at komme i gang med løbetræningen igen. Men først måtte jeg arbejde med min balanceevne. I starten brugte jeg al min psykiske energi bare at gå. Jeg var nødt til at komme over min frygt for at snuble eller ikke at kunne løbe. Men hver gang jeg gjorde det, følte jeg mig både stærkere og mere selvsikker, også selvom det var meget udmattende.
På sin vis har min løbetræning mindet om genoptræningen ved et CI, hvor man skal lytte til ting, der er vanskelige at opfatte, for at forbedre hørelsen. Det at gå og senere at løbe var svært med min kompromitterede balanceevne. Men det var netop det, som jeg bare var nødt til, for at genvinde min balanceevne. Lige siden det gik op for mig, har jeg været inde i en opadgående spiral.
Fra at jeg fik mit CI, gik der ca. 4-5 måneder, før jeg igen kunne løbe lange distancer. Jeg nyder at løbe alene, men nogle gange løber jeg sammen med min mand eller min tvillingebror. Jeg elsker, at vi nemt kan holde en samtale gående, og at jeg tydeligt kan høre dem. For at være helt ærlig, som glemmer jeg for det meste, at jeg har et CI.
Jeg udfordrer mig selv (og andre mennesker!)
Jeg havde håbet på at opnå mine ambitioner om et fjerde maraton i oktober i år. Det var en personlig udfordring, som jeg så meget frem tid. Arrangementet er desværre blevet aflyst, men jeg fandt et alternativ. Jeg konkurrerer med to kolleger hos Cochlear på løbeappen Strava. Vi udfordrer hinanden til at løbe hurtigere og længere, og jeg kan godt fortælle dig, at det hurtigt bliver meget konkurrencepræget! Jeg kunne vældig godt tænke mig at starte en international løbegruppe på Strava mere flere af mine kolleger fra rundt om i verden.
Nogle kan lide at lytte til musik, når de løber, men jeg foretrækker at lytte til naturens lyde. Fuglekvidder er både afslappende og ren terapi. Jeg føler mig også mere tryg, når jeg ved, at jeg kan høre trafikken og andre løbere eller cyklister omkring mig. Jeg er blevet meget bevidst om, hvor vigtigt det er for min egen sikkerhed, nu hvor jeg i en periode har måttet undvære min hørelse.
Direkte streaming – det skal opleves
Andre gange, eksempelvis når jeg sidder på et fly, så er direkte streaming fantastisk. Jeg lytter til musik eller ser en film … og så elsker jeg folks forbløffede ansigtsudtryk, når jeg fortæller dem, at jeg får lyden direkte ind i hovedet. Det er svært at beskrive direkte streaming for nogen med normal hørelse eller endda en person med en ældre lydprocessor, som ikke har oplevet det. Det er utroligt befriende. Hvis du har et CI og har mulighed for at opgradere til Nucleus 7, så er det alene det hele værd.
Ændring af den generelle opfattelse
Hvis jeg kunne trylle, ville jeg ændre den måde, folk opfatter høreimplantater på. Eller rettere – jeg ville sørge for, at det var noget man slet ikke lægger mærke til mere, på samme måde som det, at vi ikke rigtig lægger mærke til, hvilke sko andre har på, om nogen bærer briller, eller har en hat på for at dække et skaldet hoved.
Du siger jo ikke “Jeg kan ikke løbetræne, da jeg bærer briller” eller “Jeg kan ikke bestige bjerge, da jeg har mistet alt håret”. Du behøver ikke at føle nogen begrænsning, blot fordi du har et CI. Det er utroligt vigtigt at holde sig i form, og du kan sagtens fortsætte med at dyrke din yndlingssport, også selvom du har et CI.
Det er også derfor jeg ikke dækker mine til. Jeg er stolt over at have dem. Der er alt for lidt viden om løsningen, ikke kun i den brede befolkning, men også blandt mennesker med høretab. Desværre lader det til, at selv professionelle kun interesserer sig for tal og audiogrammer. De forstår ikke nødvendigvis, hvad et CI betyder for andet menneskes livskvalitet.
Min viden kunne hjælpe andre.
Og derfor føler jeg et ansvar for at dele min erfaring og viden for at prøve at hjælpe andre mennesker. Når jeg er ude og løbe med mit CI frit fremme, spørger andre løbere mig om det, og så kan jeg gøre dem klogere. Hvem ved, måske mister netop den person hørelsen en dag. Og så håber jeg, at de vil tænke tilbage på mig, og at de ikke stiller deres løbesko alt for langt væk, så de hurtigt kan komme ud og løbe igen med deres eget CI.
